Privatundervisning

Vi tilbyder begge privatundervisning i yoga - hos en af os eller hos dig (afhængigt af, hvor du er).

1:1

1:1 er enelektioner med dig i fokus. Det kan f.eks. være, at du gerne vil have et yogaprogram, der er tilrettelagt efter lige netop dine ønsker og behov med en kort og en længere udgave, så du kan passe det ind i din hverdag. Det kan også være et restorativt forløb i forbindelse med genoptræning efter eller under sygdom, stress eller bearbejdning af f.eks. sorg, chok eller overgang fra et livsafsnit til et andet. Mulighederne er mange.

Som udgangspunkt koster en privat yogalektion på ca. 90 min. 750 kr. første gang inkl. program og indledende snakke, efterfølgende lektioner med evt. mindre justeringer koster 600 kr.

Kontakt os for nærmere information.

Små grupper

Privatundervisning i mindre grupper kan køre som faste hold eller enkeltarrangementer og workshops. Det kan f.eks. være familieyoga for en gruppe børn og forældre, firma-yoga for dig og dine kolleger, sportsyoga for dit fodbold-, løbe- eller cykelhold eller buddy-yoga for en gruppe venner. Priser afhænger af tid, sted og antal deltagere. Kontakt os og hør nærmere.

Familieyoga i haven

Vi er to familier, der for 24. gang skulle afholde vores fælles årlige skovtur, og i år havde vi fundet på at starte med yoga i haven. Vi rettede henvendelse til Underground Yoga, hvor Pia Kruuse straks var med på ideen. Efter lidt snak omkring, hvad disse dage indeholder for vores to familier, var aftalen i hus: yogatimen skulle være både seriøs og sjov, så alle kunne være med - store som små.

Pia mødte frisk op på vores adresse i Allerød en dejlig sommerlørdag i juni og havde forberedt en fantastisk start på dagen. Vi var ti deltagere i alderen fra 0 – 67 år og de fleste havde aldrig dyrket yoga før, men alle gik til stålet med godt humør. Der blev lavet "barn ", "hund" ,"kriger" og "hund der letter ben" blandt mange andre øvelser. Alt dette blandet med koncentration og masser af grin fra de deltagende.

Vi fik en dejlig start på vores dag, og var alle varmet op i krop og sjæl til de følgende oplevelser. Dagen igennem blev yogaen nævnt i flere sammenhænge med stort smil fra alle. En stor tak til Underground Yoga og Pia, der formåede at give de ”nye yogadyrkere" mod på at starte det op for alvor - ret godt klaret blandt den brogede skare!

Familierne Skotte og Vind