Underground Yogas nyhedsbrev

Underground Yoga nyhedsbrev kategorier.

Genåbning på vej

Kære alle

Der er forår i luften, og der er genåbning på vej. Vi glæder os sådan til at kunne åbne igen, men lige nu kan vi endnu ikke sætte en dato på hvornår, da genåbningsplanen først forventes udspecificeret om nogen tid.

Yoga i haven
I princippet må vi godt undervise yoga udendørs nu, men vi synes lige, at det skal blive en anelse varmere, inden vi åbner for yoga i haven. Realistisk set bliver det nok først i slutningen af april/starten af maj afhængigt af vejret. Vi skriver ud igen, når vi når lidt tættere på.

Yoga i kælderen
Når vi åbner igen, bliver det helt klart med hovedvægten på yoga i haven. Dels forventer vi yderligere stramninger af kvadratmeterkravene indendørs, dels var det så hyggeligt at være i haven sidste år. Men det ville jo være rart, om vi kunne være i kælderen, når vejret er for koldt/vådt til at være ude, så vi ikke er nødt til at aflyse. Men det må tiden vise. Lige nu kender vi hverken dato eller krav til åbning for indendørsyoga.

Klippekort
Når vi ved lidt mere præcist, hvornår vi åbner igen, forlænger vi alle klippekort, der var gyldige på nedlukningstidspunktet med den tabte periode.

Med ønsket om en dejlig påske til jer alle

Pia & Karen

Lidt længere endnu

Kære Yogi

Den gik heller ikke denne gang ... desværre. Vi har derfor været nødt til at aflyse alle hold indtil videre, og vi har denne gang valgt ikke at oprette flere hold, førend vi ved, hvornår vi får lov at åbne igen.

Men vi er her stadig, og lige så snart vi får lov at åbne igen, får du selvfølgelig besked via nyhedsbrevet.

Hold ud derude - vi skal nok få lov at lave yoga sammen igen. Om ikke andet så når det bliver forår, og vi kan komme ud i haven.

Namaste,
Pia & Karen

Stadig lukket

Kære Yogier

Det er ikke altid nok at være superoptimistisk, desværre. Regeringen har igen forlænget nedlukningen - denne gang til og med 7. februar, men realistisk set får vi nok ikke lov at åbne for yogaundervisningen til den tid heller. Alligevel har vi kun aflyst alle yogaklasser frem til d. 7/2 - vi har jo lov at håbe ... Vi savner jer og glæder os, til vi kan ses igen.

Når vi engang får lov at åbne igen, forlænger/genopliver vi selvfølgelig alle klippekort, der var gyldige på nedlukningstidspunktet med den tabte periode.

Pas godt på jer selv og hinanden.

Namaste fra Pia og Karen

Forlænget nedlukning

Kære Yogi

På grund af Covid-19 situationen er nedlukningen af yogaundervisning desværre blevet forlænget - foreløbig til 17. januar. Det betyder, at vi har aflyst alle yogaklasser frem til d. 17., men vi håber, at situationen normaliserer sig så meget, at vi igen kan få lov at byde jer velkommen fra d. 18. januar.

Og vi har allerede lagt klasser op for hele februar, så du kan booke dig på allerede nu - vi er nemlig superoptimistiske!
(NB - den ekstra fredagsklasse er ikke blevet forlænget ind i februar pga. for lille tilslutning.)

Du skal ikke være bekymret for evt. udløb af dit klippekort - når vi får lov at åbne igen, forlænger vi alle klippekort, der var gyldige på nedlukningstidspunktet med den tabte periode.

I håb om at 2021 bliver et lidt bedre yogaår end det, vi lige har været igennem, ønsker vi jer hermed godt nytår.

Namaste fra Pia og Karen

Nedlukning december 2020

Øøøøv, så ser det desværre ud til, at vi bliver nødt lukke yoga ned igen pga. Covid-19 situationen.

Fra og med på onsdag d. 9/12 aflyser vi alle yogaklasser frem til den planlagte juleferie og håber så, at situationen har normaliseret sig så meget, at vi kan få lov at byde jer velkommen igen fra starten af januar.

Vi melder ud, hvis der sker ændringer i ovenstående. Det sker via Facebook og vores nyhedsbrev (som du tilmelder dig HER, hvis du ikke allerede er tilmeldt).

Lad os prøve at holde humøret oppe, og pas nu godt på jer selv og hinanden så længe.

Namaste fra Pia og Karen

Decembernyt

Lidt om ekstra klasser på skemaet, venteliste og juleferie m.m.

Ekstra klasser
Ventelisten til Blid Yoga og Yin Yoga er ind imellem ret lang, især om fredagen. Derfor har Pia som et forsøg sat en ekstra fredagsklasse på skemaet her i december og januar. Står du på venteliste, kan du derfor med fordel flytte dig over på den ekstra klasse, hvis du vil sikre dig en plads.

Det er som sagt et forsøg, og det vil blive evalueret i løbet af januar. Om vi fortsætter med den ekstra klasse vil afhænge af, om der er nok, der booker sig på klassen, om vi kan få det til at gå op med tæpper, klodser og puder i karantæne-karusellen og om det på fornuftig vis kan passes ind i hverdagens øvrige krav.

Tæpper
Med en ekstra klasse på skemaet bliver vi nødt til at begrænse, hvor mange tæpper hver enkelt deltager kan benytte sig af. Det vil derfor være en stor hjælp for os, hvis du selv tager et tæppe med til undervisningen - så kan vi bedre få beholdningen til strække til alles behov.

Ventelisten
Vi har et stykke tid kørt med, at du kunne skrive dig på flere ventelister end du havde klip til - og at klippet så først blev trukket, hvis du fik plads på klassen. Det har vi bare måtte erkende, at vores system ikke kan håndtere hensigtsmæssigt. Derfor er vi er gået tilbage til den gamle indstilling, hvor du kun kan skrive dig på venteliste, hvis du har klip til det. Får du ikke plads på klassen, returnerer vi selvfølgelig klippet til dig (af praktiske årsager først efter at klassen har fundet sted).

Har du skrevet dig på venteliste, får du automatisk plads på holdet, hvis der skulle blive en ledig plads indtil 4 timer før start. Hvis det sker, vil bookingsystemet sende dig en lidt kryptisk besked om, at din tilmelding er ’blevet placeret’ - det betyder, at du har fået plads på holdet. Beskeden bliver sendt til din e-mail, så husk at holde øje med den, hvis du har skrevet dig på venteliste. Bliver der plads senere end de 4 timer, ringer vi i stedet til dig for at høre, om du stadig er interesseret.

Juleferie
Vi holder juleferie fra og med d. 23. december og er tilbage igen d. 4. januar med masser af dejlig yoga. Der er lagt klasser op for hele januar, så du kan allerede nu booke dig ind.

Vi ønsker jer alle en dejlig (og corona-fri) jul.

Namasté
Pia & Karen

Lidt mere efterårsnyt

Kære nyhedsbrevmodtager

Her er lidt kort nyt fra Underground Yoga:

Deltagerantal
Vi har sat deltagerantallet på Hatha Yoga og Hatha Flow ned til max fire, da vi i disse klasser bevæger os lidt mere og trækker vejret lidt tungere og derfor gerne vil have lidt mere afstand. De øvrige klasser vil stadig have et max antal på fem.

Klippekort
Vi har også sat salget af månedsklippekort (12 klip) på pause indtil videre pga. det begrænsede deltagerantal og den generelle uvished om nye Covid-19 restriktioner. Du kan stadig købe intro-, 1-, 5- og 10-tursklippekort som sædvanligt og til sædvanlig pris. Aktive månedsklippekort påvirkes ikke - er du i gang med et månedsklippekort, fortsætter du bare med det, til det løber ud.

Venteliste
Vi har haft lidt tekniske problemer med ventelisten, men det ser ud til at fungere rigtig fint nu, så skriv dig endelig på venteliste, hvis den klasse, du har kig på, er fyldt op. Det koster først klip, hvis du får en plads.

Efterårsferien
Vi holder åbent hele efterårsferien (uge 42), og der er stadig ledige pladser på de fleste klasser i den uge. Ses vi?

Det var det. Hav et dejligt efterår og husk at blive ved med passe godt på dig selv og alle omkring dig. Sørg for at holde dig varm, bevæge dig og få masser af frisk luft i lungerne. Nok har vi flyttet yogaundervisningen indenfor, men du kan snildt selv lave lidt yoga på en frisk gåtur: trække vejret dybere, strække skuldrene og lave nogle af de stående stillinger. Og savner du nærkontakt i disse tider, så find et træ og giv det et godt kram - det er godt for sjælen :-)

Namasté
Pia & Karen

Efterårsnyt fra Underground Yoga

Slut med yoga i haven
Det er blevet efterår, og i haven falder duggen nu for tidligt om aftenen og bliver liggende for længe om morgenen, så vi rykker al undervisning ind igen.

Da der desværre stadig kun er plads til 5 + underviser i salen kan du opleve, at det kan være svært at få plads på et hold. Det beklager vi, men det kan ikke være anderledes, så længe Covid-19 hærger. Book gerne i god tid og skriv dig endelig på venteliste, så du kan få en plads ved afbud - og så vi kan se, hvilke klasser der er mest efterspurgt.

Gang i (nogle af) redskaberne igen
Til gengæld betyder det begrænsede antal pladser, at vi har redskaber nok til, at vi igen kan begynde at bruge nogle af dem (især de uldne måtter, tæpper, puder, bælter) i undervisningen. De vil så indgå i et rotationsskema, hvor de kommer i karantæne nogle dage inden næste klasse.

Så fremover kan du godt lade badekåbebæltet blive hjemme, og skal du til en af de rolige klasser, Blid Yoga eller Yinmind Yoga, behøver du heller ikke at tage din egen måtte med, da vi designer disse klasser til de uldne måtter med tæpper over. Der vil være et begrænset antal tæpper til rådighed, så måske vil det stadig være en god ide at have dit eget tæppe med til afspændingen - og en øjenpude eller et tørklæde, hvis du vil have noget til at dække øjnene.

Skal du til Hatha yoga eller Hatha flow, hvor du skal kunne stå fast, skal du stadig have egen måtte med.

Hatha flow er tilbage
Fra d. 14/9 er der igen Hatha Flow på programmet mandag aften fra 17:30 til 19:00.

Husk
Og så lad os lige genopfriske forholdsreglerne, så vi alle kan få en god efterårssæson:

  • Du skal ikke komme til yoga, hvis du har symptomer på Covid-19 (hosten, feber, vejrtrækningsproblemer) eller har været udsat for smitte.
  • Du skal spritte dine hænder af, straks du ankommer og inden du går ned i salen. Der vil være håndsprit i entreen, på toilettet og i salen.
  • Gå straks ned i salen og indtag din plads, så der ikke bliver trængsel i entreen.
  • Medbring så få personlige ejendele som muligt for at minimere smittefaren, tag dem med ned i salen og hold dem samlet, gerne i én pose/taske, der placeres ved gitteret til trappen.

Vi glæder os til at se jer!

Sensommer med skemaændringer

Sikke et skønt vejr, vi har for tiden - så fint til yoga i haven, som vi fortsætter med, så længe vejret er til det. Men på et eller andet tidspunkt kommer vi nok til at trække mere og mere indenfor. Da der ikke er udsigt til, at covid-19 er et overstået kapitel, skal vi stadig holde afstand, du skal stadig have eget udstyr med og selvfølgelig holde dig væk, hvis du har været udsat for smitte eller er syg. Du kan læse mere om vores forholdsregler her: https://undergroundyoga.dk/yoga-inde-og-ude

Ud over dejligt vejr byder sensommeren på lidt skemaændringer:
Pia skal opereres i skulderen d. 18. august og skal herefter holde den helt i ro i nogen tid, inden hun kan begynde genoptræningen. Derfor er Pias klasser aflyst i uge 34 og 35, og bliver det måske også i uge 36.
Karen skal på kursus d. 19. august og har ferie i uge 37. Derfor er Karens yogaklasser aflyst disse dage.

Og til sidst endnu en opfordring til at tilmelde dig vores nyhedsbrev - det er vores eneste mulighed for at informere dig direkte om generelle ændringer mv. Du tilmelder dig her: https://undergroundyoga.dk/newsletter/subscriptions

Sommerferie

Underground Yoga holder sommerferie uge 28, 29 og 30. Vi er tilbage i uge 31 og forventer at fortsætte med yoga i haven, så længe vejret er til det, og kun trække indenfor, når det bliver for koldt og vådt.

Har du udstyr til låns, må du gerne beholde (og bruge) det hjemme i ferien.

Efter sommerferien kommer skemaet til at se lidt anderledes ud. Bl.a. udgår Hatha Flow onsdag morgen og Blid Hatha onsdag formiddag flytter til 10-11:30.

Det er muligt, at Hatha Flow dukker op igen på et eller andet tidspunkt, hvis der kommer interesserede nok. Kunne du tænke dig noget fast Hatha Flow til efteråret, må du gerne skrive til karen@undergroundyoga.dk og foreslå (gerne flere) dage og tidspunkter, der kunne passe dig, så ser vi, om det kan lade sig gøre at samle et hold.

Og så skal vi igen opfordre dig til at tilmelde dig nyhedsbrevet som email - uden det må vi nemlig ikke skrive til dig, når der f.eks. sker ændringer i covid-19 forholdsreglerne, med mindre du aktuelt er tilmeldt en klasse. Så vil du være sikker på at modtage nyheder fra os, skal du skrive dig på her: https://www.undergroundyoga.dk/newsletter/subscriptions

Hav en rigtig dejlig sommer, husk at lave lidt yoga ind i mellem, så du ikke bliver alt for stiv, og så ses vi forhåbentlig i sensommeren til masser af dejlig yoga.

Glade sommerhilsner
Pia & Karen

Sider