Yoga i haven 2022

Kære Yogini

Det har taget lidt tid at få haven og vejret i sommerhumør i år, men nu tror vi på det, så fra på mandag d. 30. maj slår vi atter lågen op for yoga i haven.

Det betyder, at:

1) Du selv skal have måtte og evt. andet udstyr med *). Af andet udstyr foreslår vi 1-2 tæppe(r) og en pude, et bælte (det behøver ikke at være et yogabælte, et langt tørklæde, et badekåbebælte eller lign. kan fint bruges) og evt. en yogablok. Det kan også være rart med en øjenpude, en sovemaske eller bare et lille tørklæde at lægge over øjnene under afspændingen. Har du en sovepose, kan den måske både fungere som tæppe og som pude (sammenrullet) og holde dig dejligt varm under afspændingen på kølige dage. Der er et lille bord i baghaven, hvor du kan anbringe evt. mobiltelefon mv., men det er nok mest praktisk, hvis du har dit grej med i en stor taske eller pose, der kan tåle lidt fugt fra græsset. Vi klipper plastic-underlag til, som du kan rulle din måtte ud ovenpå.

2) Det foregår udendørs under åben himmel. Dvs. at du må klæde dig efter vejret, meget gerne i lag på lag, så du også kan tilpasse dig niveauet af bevægelse undervejs og ikke bliver kold under afspændingen. Husk også evt. solcreme, hvis solen skinner.

3) Er det for koldt/blæsende/vådt, rykker vi bare indenfor. Det er underviseren, der afgør, om der rykkes ind. Som udgangspunkt er vi i haven, og du skal selv have udstyr med, også selvom du synes, at det ser ud til regn.

4) Til klasserne mødes vi udenfor døren og går direkte om i haven, så du skal møde omklædt - men du må selvfølgelig få lov at benytte toilettet, hvis der er påtrængende behov :-)

*) Udlån
Hvis du ikke har din egen måtte, tilbyder vi ligesom sidste år, at du kan låne en af vores ekstra måtter med hjem mod at skrive under på en udlånskvittering, passe godt på måtten og levere den ren tilbage, når vi rykker indenfor igen. Vi har et meget begrænset antal udlånsmåtter, så hvis du har din egen måtte, bedes du benytte den. Øvrigt udstyr må du selv lægge til.

Giv os venligst besked i god tid, hvis du ønsker at låne en måtte, så vi kan have den klar til dig, når du kommer.

Vi glæder os til at lave yoga i haven med dig og håber, at vejrguderne er med os.

Namaste
Pia & Karen