Yogaformer

Yoga handler om at skabe harmoni mellem krop og sind. Gennem fysiske øvelser, og øvelser med fokus på åndedrættet stimuleres hele din krop, dine muskler styrkes, spændinger løsnes, og du bliver mere smidig. Når du dyrker yoga regelmæssigt, får du mere energi, overskud, ro og balance i din hverdag – og en bedre kontakt til din krop.

Vi tilbyder flere forskellige yogaformer, som du kan læse mere om herunder. Er du i tvivl om hvilken yogaform, der passer til dig og din krop, er du velkommen til at kontakte os.



Hatha yoga

Hatha er den klassiske form for yoga, hvor vi fokuserer på rolige, korrekt udførte stillinger, åndedræt og afspænding for at styrke og smidiggøre kroppen og frigøre energi (prana). Den harmoniske forening af naturligt åndedræt og bevægelser afspænder musklerne og beroliger sindet, så du både opnår større kropsbevidsthed, bedre koncentrationsevne og evne til at være tilstede i nuet.

Der indgår liggende, siddende og stående stillinger i undervisningen, og der er tid til at gennemgå stillingerne grundigt, ligesom der anvendes hjælpemidler, hvis det er nødvendigt for at udføre øvelserne skånsomt og korrekt. Hvor udfordrende en hatha yoga time er, afhænger af underviseren og dagen, men hatha er velegnet for såvel begyndere som øvede. Stillingerne opbygges typisk gradvist, så alle kan være med, og vi afslutter altid med en dyb afspænding.

Find dit hatha hold under Skema

  

Hatha flow / Vinyasa

Hatha Flow er en dynamisk form for hatha. I disse klasser vil du møde styrkende og dynamiske øvelser i et glidende flow, der følger åndedrættet, og du kan forvente at få sved på panden. Undervejs trænes krop og sind i at finde ro og stabilitet i stillingerne, samtidig med at der er masser af plads til variation og leg. Vi varmer altid stille og roligt op, og slutter stille i dybe stræk. Til dig, der søger et alternativ til andre former for dynamisk fysisk træning, og ikke er bange for at blive udfordret lidt.

Find dit Hatha flow hold under Skema

  


Blid hatha / Afstress-yoga

Blid Hatha består af blide bevægelser, hvor kroppen løsnes og styrkes lige så stille og blidt, og i anden halvdel af klassen er der særligt fokus på hvilende og afspændende øvelser, som holdes i længere tid for at opnå den ønskede virkning: at skabe ro både i sind og krop. Stillingerne bliver støttet af pøller, blokke og tæpper, og der vil altid indgå åndedrætsøvelser og meditation i undervisningen.

Blid Hatha er velegnet til dig, der er nybegynder og stiv som et brædt, og til dig, der har skader eller nedsat bevægelighed, men også til dig, der er stresset og anspændt, og til dig, der har brug for at tage det roligt og forkæle dig selv. Og endelig er blid Hatha god som lejlighedsvis modvægt til en mere aktiv yogapraksis. Se også Blidt Hatha Flow og restorativ yoga.

Vi anbefaler at tage lune sokker og ekstra trøje med.

Find dit hold med Blid Hatha under Skema

  

Blidt Hatha Flow

Blidt Hatha Flow er et blidt, roligt og meditativt flow med ekstra fokus på åndedrættet og flere afspændingsøvelser i sidste del af klassen. Blidt Hatha Flow er betydeligt mindre krævende og udfordrende end Hatha Flow. Bl.a. bevæger vi os langsommere og holder flere pauser undervejs, men du skal dog stadig kunne lave nogle rolige solhilsner i træk ligesom det er en fordel at have en smule kendskab til yoga i forvejen .

Blidt Hatha Flow er en god introduktion til Hatha Flow, og velegnet til dig, som nyder at bevæge dig dynamisk uden at det skal være alt for udfordrende, og til dig som gerne vil opleve en skøn kombination af bevægelse og ro.

Find dit hold med Blidt Hatha Flow under Skema

Familieyoga

Familieyoga er yoga for dig og dit barn. Det er yoga på en glad, anderledes og udfordrende måde. Familieyoga er på børnenes præmisser og er tilpasset den enkelte aldersgruppe.

Yoga giver dit barn en bedre fornemmelse og forståelse af kroppen og sindet - større kropsbevidsthed.
Yoga giver større udholdenhed, styrke og fleksibilitet.
Yoga giver en bedre vejrtrækning.
Yoga forbedrer evnen til at slappe af og finde ro.

Vigtigst er dog, at det er en sjov og dejlig måde at være sammen på.

Pt. tilbyder vi kun familieyoga som workshops med max. 8 deltagere, og som privatundervisning i små grupper.

    

Restorativ yoga

Restorativ yoga er blide, støttede yogastillinger, der hjælper kroppen med at slippe spændinger, vende sanserne indad og finde dyb ro og hvile, så både krop og sind kan genopbygges.

Restorativ yoga er en afspændende, ofte liggende og passiv yogapraksis, hvor du bliver i hver stilling i forholdsvis lang tid. Kroppen støttes af puder, tæpper, blokke og bælter, så der hverken er muskulær aktivitet eller stræk i kroppen, øjnene dækkes med øjenpuder eller bløde tørklæder, og tæpper holder dig varm, så ydre sanseoplevelser minimeres. Dermed kan sindet lettere vende sig indad, og du træner og udbygger de nervebaner, der er involveret i din afslapningsrespons. Alle celler i din krop vil få ro og overskud til at restituere og genopbygge sig selv (heraf navnet 'restorativ yoga').

Forskellen fra afstress-yoga er, at der i restorativ yoga er mindre bevægelse, heller ikke stræk, og at vi i det hele taget søger at minimere sanseoplevelser, så sindet kan vende sig fuldstændigt indad. Vi bruger mere tid på hver enkelt elev, og stillingerne holdes i længere tid. Pt. tilbyder vi derfor kun restorativ yoga som workshops med max. 6 deltagere, og som privatundervisning (1:1).