Yoga i haven

Kære Jer

Vi må desværre stadig ikke lave yoga med jer indendørs. Yoga-studier falder ind under fase 4 i genåbningen, og forventes først at få lov at åbne for indendørs undervisning i begyndelsen af august. MEN vi må gerne undervise udendørs, så fra 18. maj introducerer vi Yoga i haven.

Vi kan være 7 personer (+ en underviser) på græsplænen i den hyggelige baghave på Kastaniealle 25 og stadig holde afstand.

Det bliver noget anderledes end I er vant til fordi:
1) Det foregår udendørs under åben himmel. Dvs. at du må klæde dig efter vejret, gerne i lag på lag, så du også kan tilpasse dig niveauet af bevægelse undervejs og ikke bliver kold under afspændingen. Husk også evt. solcreme, hvis solen skinner.

2) Vi aflyser undervisningen, hvis det bliver alt for dårligt vejr. Vi vil tilstræbe at aflyse formiddagsklasser senest aftenen før, og eftermiddags-/aftenklasser senest samme morgen inden kl. 9. Aflysninger bliver sendt via e-mail til de tilmeldte på holdet og annonceret på vores Facebook-side.

3) Du skal selv have måtte og evt. andet udstyr med og selv sørge for at holde det rent/afsprittet. Af andet udstyr foreslår vi et tæppe og en pude, evt. en blok og et bælte (det behøver ikke at være et yogabælte, et langt tørklæde, et badekåbebælte eller lign. kan fint bruges). Det kan også være rart med en øjenpude eller bare et lille tørklæde at lægge over øjnene under afspændingen.

Vi er helt med på, at du måske (endnu) ikke har din egen måtte. Derfor tilbyder vi, at du kan låne en af vores måtter med hjem mod at skrive under på en udlånskvittering, passe godt på måtten og levere den ren tilbage, når situationen bliver mere normal igen. Vi har ikke måtter til jer alle, så hvis du har din egen måtte, bedes du benytte den. Du kan også låne en blok og et bælte, mens du selv må lægge tæppe og pude til. Giv os venligst besked i god tid, hvis du ønsker at låne noget, så vi kan have det klar til dig, når du kommer.

4) Vi mødes udenfor døren og går direkte om i haven, så du skal møde omklædt. Du må selvfølgelig få lov at benytte toilettet, hvis der er påtrængende behov, men vi henstiller til, at det i videst muligt omfang undgås af hensyn til husets beboere. Der er et lille bord i baghaven, hvor du kan anbringe evt. mobiltelefon mv., men det er nok mest praktisk, hvis du har dit grej med i en stor taske eller pose, der kan tåle lidt fugt fra græsset.

Du booker en klasse som du plejer på Skema-siden.

Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle sammen, og vi må håbe at vejrguderne er med os.

Namaste
Pia & Karen